Leg med Blop

Dansk Svømmeunion har udviklet småbørnsmaterialet ’Leg med Blop’, som er en samling af 64 simple øvelser, der tager udgangspunkt i leg og nærvær, når de yngste skal vænnes til at være i vandet og derved blive klar til at lære at svømme.

’Leg med Blop’ er skabt som en del Dansk Svømmeunions og TrygFondens fælles projekt "Alle skal lære at svømme" og er udviklet i samarbejde med dygtige undervisere, med ønsket om at give flere forældre og deres børn i alderen 2-5 år, inspiration til gode øvelser og aktiviteter i svømmehallen.

 En web-applikation - legmedblop.dk

’Leg med Blop’ er designet som en web-applikation til smartphones med videoer og beskrivelser af alle 64 øvelser. Alt sammen frit tilgængeligt på legmedblop.dk, så det kan bruges af både forældre, instruktører i svømmeskolen og andre interesserede. Web-applikationen fungerer ved at man søger på hjemmesiden legmedblop.dk i browseren og herefter har man mulighed for at gemme den på sin smartphones hjemmeskærm. Så vil ’Blop’ fremgå ved siden af ens andre app’s, hvorfra man kan logge sig ind i sit personlige brugerunivers, oprette sine børn og følge deres udvikling.

’Leg med Blop’ i svømmehallen

Til webapplikationen er der udviklet et fysisk svømmehalsmateriale, der over det næste halve år, vil blive testet i 10 svømmehaller rundt om i landet. Det betyder at svømmehallens gæster får adgang til småbørnsmaterialet og de tilhørende aktivitetsark, når de besøger svømmehallen i den offentlige åbningstid. På aktivitetsarkene er de samme øvelser, som man finder i webapplikationen på legmedblop.dk.

’Leg med Blop’ er lavet således at webapplikationen fungerer uafhængigt af svømmehalsmaterialet og kan derfor også bruges i svømmehaller, hvor der ikke er et fysisk svømmehalsmateriale. Håbet er at ’Leg med Blop’ på sigt vil være at finde i endnu flere svømmehaller rundt om i Danmark.